Libanons befolkning er vant til krige og kriser. Siden selvstændigheden fra kolonimagten Frankrig i 1943, har landet været plaget af regionale krige, flygtningestrømme fra Palæstina og Syrien, en lang og blodig borgerkrig fra 1975 til 1990 og nu en ekstrem økonomisk krise, der har kastet mere end to tredjedel af befolkningen ud i fattigdom. Hvordan kan man erindre og behandle disse oplevelser – de kollektive og de individuelle – på en konstruktiv måde? Kan krigserindring blive en platform for et bedre samfund, og hvem skal i så fald bestemme hvilke dele af fortiden, der erindres, og hvilke dele, der ........
Relaterede artikler
Hvis man vil forstå et land eller en kultur, så er det bedste sted at starte, ved middagsbordet. Det er som om, samtalen...
”Kampene er hørt op, men volden bliver tilbage. Den er dækket til, men kun lige knapt.” Etel Adnan i Of Cities & Women,...
Da jeg i november 2013 besøgte Beirut, var der rundt omkring i byen placeret reklamer for den (på det tidspunkt) nye tv-station al-Mayadeen....
I hjertet af Beirut i den legendariske bydel Hamra finder man butikken Spirits and More, en velassorteret vin- og spiritushandel. I Mellemøsten er...
”Alt hvad jeg er, selve min eksistens, skylder jeg en dansk sygeplejerske, som i et syn så en engel, der sagde, at hun...
Libanons og Karmels glans, Sharons yndigheder. Det øde land, der skal juble og blomstre som Sharons rose fra Højsangen; det hellige Karmels bjerg,...
